Verner Panton er formentlig den mest radikale danske designer i det 20. århundrede og måske også en af de mest betydningsfulde. Han gik helt nye veje i interiørdesign ved blandt andet at udnytte nye materialer såsom plast, fiberglas, gummi og stål. Derudover varslede han på et meget tidligt tidspunkt en ny mere normfri tids komme med farverige, funktionelle, legende og organiske former.
VERNER PANTONS TALENT
Født i Odense i 1926, død 1998. Verner Panton var uddannet arkitekt og arbejdede de første 2 år af sin karriere på Arne Jacobsens tegnestue. Derefter gik han solo og skabte allerede i 1957 sin første stål og plastik stol nemlig Tivoli-stolen. Hvor tivolistolen ikke formmæssigt for alvor markerer det særligt Pantonske, så er Cone-stolen (Kræmmerhusstolen) fra 1958 helt klart en original idé fra Panton. Også den oppustelige plastik siddepude fra 1960 viser noget af Pantons helt særlige talent for nyskabelse og originalitet. Det var det første oppustelige møbel i plastik i verden.
Senere kom flere af klassikerne til. Det er dog vigtigt at understrege Pantons optagethed af hele rummet. Det var vigtigt for ham, at skabe en totalforandring af vores gængse opfattelse af rum, tid, tyngdekraft osv. Det ses blandt andet af hans svævende stol "Flying" (1963), som vitterligt er en stol, der svæver i rummet holdt oppe af vejre i loftet. Fra slutningen af 60'erne og i 70'erne designede han ofte hele rum, ikke bare enkeltgenstande. Hans design var så gennemgribende nyskabende, at mange har kaldt det psykedelisk, men på den måde tegnede han jo meget godt den tid, der var på vej...
PANTON STOL, PANTELLA, FLOWERPOT OG S-STOL
I 1967 skabte han Panton Stolen i et eneste stykke formstøbt plastik, hvilket ingen anden havde formået hidtil. Stolen er siden produceret i 4 forskellige plastmaterialer. Pantella med den klassiske store runde lampeskærm blev hurtigt hvermandseje i 70'erne og er den dag i dag eftertragtet især for unge mennesker, der ønsker et retrolook i hjemmet. Flowerpot med den klassike kugle er produceret i rustfri stål eller procelænsemalje. Den fåes i mange farver og Verner Panton anvendte den ofte i flertal i visse rumdesigns f.eks. til svimmingpoolen i Der Spiegels hovedsæde i Hamburg (poolrummet brændte desværre ned...). S-Stolen (Stable Chair) blev allerede designet i 1956, men først produceret i 1966. Den blev fremstillet i lamineret træ, som blev bøjet. Den er også blandt Panton klassikerne.
Mange af Pantons klassikere produceres den dag i dag. Disse kan som hovedregel erhverves ret billigt, selvom der naturligvis fortsat er tale om en pris på et stykke originalt design. Tidlige genstande og jo især unika tiltrækker sig i disse år meget stor opmærksomhed, og kan meget nemt løbe op i betragtelige summer f.eks. ses Tivoli-stole tit løbe op i samme eller højere pris end Arne Jacobsens Myren, Mågen og Syveren. Som hovedregel er Panton dog betragtelig billigere end både Arne Jacobsen og tidens store hit Poul Kjærholm.