DANSK MØBELDESIGN

DANSK MØBELDESIGN

Vi har i Danmark i gennem århundrede haft en tradition for godt håndværk. Det gode håndværk kombineret med visionære designere har gjort dansk møbeldesign verdenskendt. Det er dog ikke kun møbeldesign i traditionel forstand, som danskerne har gjort sig bemærket ved. Også megen anden interiør design, smykkedesign osv. har opnået berømmelse i udlandet f.eks. kongeligt porcelæn og Georg Jensen sølvarbejde. Her skal det dog primært dreje sig om dansk møbeldesign altså stole, borde, senge, kommoder, lamper og alt det andet, som er fremstillet i årenes løb.

DA DET DANSKE MØBELDESIGN BLEV KENDT

En af de første danske møbeldesignere fra det 20. århundrede, der høstede ros i udlandet, var PH (Poul Henningsen). PH-lampen, som alle danskere kender i dag, var et banebrydende stykke arbejde, hvor Poul Henningsen formåede at skabe noget hyggeligt ud af en ellers kold og måske umenneskelig elektrisk belysning. PH's lamper står den dag i dag, som et af dansk møbeldesigns flotteste frembringelser. Lidt senere slog en række danske designere igennem på verdensplan. Det drejer sig f.eks. om Kaare Klint, Finn Juhl, Arne Jacobsen, Poul Kjærholm. Fælles for dem alle var det solide håndværk og fokus på funktionalitet. Derudover var der ligesom to retninger inden for dansk møbeldesign - på den ene side Kaare Klints tilhængere, som troede på en form for redesign af ældre klassiske møbler og på den anden side designere som Poul Kjærholm, der brød radikalt med tidligere tiders design blandt inspireret af udenlandske designere såsom Le Corbusier, der var en del af den såkaldte modern movement.

DANSK MØBELDESIGN TIL MILLIARDER

Dansk møbeldesign nåede svimlende højder fra 1920'erne til 1970'erne både forstået som en svimlende berømmelse og som svimlende priser. Det er kun naturligt, at man som dansker, ønsker sig designede møbler af danskere, især når så mange af dem er blevet til klassikere. Det er dog langt fra en billig fornøjelse længere. Mange af de store danske designeres møbler er så eftertragtet verden over, at man nemt må slippe titusinder af kroner for de bedste stykker, der udbydes på auktion. Arkitektegnede møbler er blevet et statussymbol på linie med B&O-anlæg, BMW osv. Rådet herfra skal være: køb danske design-møbler, som du synes er smukke.

Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.